10 ting rollespil har lært os om undervisning 3 comments


Som nogle af jer ved, er vores pædagogiske metode er udsprunget af rollespil. “Gammeldags” pen&paper, eller papirrollespil som det også kaldes. Altså der hvor man sidder rundt om et bord med papir, terninger, små figurer og fri fantasi. Når vi spillede rollespil med eleverne på Columbusskolen, kunne de alle de ting, der stod i deres papirer at de ikke kunne. De kunne sidde stille, vente på tur, diskutere moral og etik, og det kunne de gøre så lang tid ad gangen, at det tit var os, der havde brug for pauser, ikke dem. 😉

rpg

Rollespil på Columbusskolen. 🙂

Så udover, at vi begyndte at indføre spilmekanik i klasserummet for at overføre motivationen og engagementet til den “almindelige” undervisning, begyndte vi også at tage dele af vores egen Game Master-rolle med i klasserummet.

Her er de 10 vigtigste Game Master lektier vi har lært af rollespil, som har hjulpet os i klasseværelset

  1. Stemningen er det vigtigste
  2. Game Master er altid over reglerne
  3. Hvis der ikke er noget “på spil” er det ikke interessant
  4. Rejsen mod målet skal være “det hele værd”
  5. Juster sværhedsgraden løbende
  6. Tag altid spillerne seriøst
  7. Lad spillernes valg have indflydelse på spillet
  8. Forberedelse, forberedelse, forberedelse … og improvisation – masser af improvisation
  9. Leg!
  10. Ekspliciter de uskrevne regler

Hvis du er blevet nysgerrig, eller har brug for at få lidt mere at vide, så har vi udfoldet alle punkterne, også 😉

 1 -Stemningen er det vigtigste

Hvis et rollespil skal være interessant, spændende og vedkommende, skal man kunne leve sig ind i det. Det bliver svært, hvis spillerne er sure på hinanden, hvis Peters kriger-rolle hedder “Søren lugter af makrel”, eller hvis spillerne diskuterer X-faktor finalen midt i en afgørende kamp. Det er spillerne ikke nødvendigvis opmærksomme på i forvejen, men hvis man som Game Master lægger kortene på bordet, og præsenterer reglerne fra starten, er det nemmere at styre. Det er selvfølgelig ikke helt de samme forstyrrelser, der opstår i et klasseværelse, men hvis man som underviser har for øje for betydningen af den gode stemning, er man kommet langt.

2 – Game Master er altid over reglerne

Jeg tror, de fleste der har prøvet at styre et rollespil, kender typen af spiller, der har læst alle regelbøgerne forfra og bagfra, og kan tage pusten fra selv den bedste stemning, ved at kværulere om detaljerne i appendix D. Reglerne i et rollespil findes for at gøre spil-oplevelsen god, og for at give Game Masteren et repertoire til at håndtere svære situationer, men som Game Master må man ikke være slave af reglerne. Den gode historie, det gode spil, og at holde spillere og historie i flow, er altid højeste prioritet. Så vær som underviser og Game Master klar til at bøje reglerne, eller se bort fra detaljer, når det ikke kommer historien, eller undervisningen til gode.

3 – Hvis der ikke er noget “på spil” er det ikke interessant

Hvordan kan man overleve, hvis man ikke kan dø? Det er simpelthen ikke spændende, at snige sig igennem ork-hærens linier for at befri en ven, hvis det ikke er farligt. Hvis der ikke er en risiko for, at det går helt galt. Indimellem bliver spillerne nødt til at føle at de bliver udfordret, og at de bliver nødt til at tage chancer for opnå deres mål. Nu kan man selvfølgelig ikke få lov at slå eleverne ihjel, men man kan godt introducere præmier, belønning og anerkendelse for at satse og vinde. I vores klasselokale have vi en virtuel valuta, og et “skatkammer”. Og nogle gange kunne eleverne tilkæmpe sig muligheden for et dyk i skatkisten, med chance for at få op til 100 sølvmønter til deres rollespilsfigur – men der var også altid en vis risiko for at man intet fik med sig.

4 – Rejsen mod målet skal være “det hele værd”

Et rollespil er ikke et traditionelt spil som kan “vindes” – et rollespil skal være den tid, du bruger på det værd. Sådan ser vi også undervisning. Det er fint, at arbejde mod en test, der skal tages, eller en “boss” der skal nedkæmpes, men hvis ikke man har haft det godt og sjovt på vejen, og føler man har fået noget med, så bliver alting jo ligegyldigt, hvis man fejler.

 

5 – Juster sværhedsgraden løbende

Der er ikke noget mere demotiverende end et rollespil, der er for nemt. Det skulle da lige være et rollespil, hvor det føles som om man ikke har en kinamands chance for at komme nogle vegne. Sådan er det også med undervisning. Vi skal forsøge, at ramme et passende niveau af udfordringer, og det er svært. Derfor bliver vi nødt til at justere løbende. Vi bliver nødt til at hæve os over reglerne og tilsidesætte vores forberedelse, så vi hele tiden kan lave last-minute changes, der holder spiller eller undervisningen i et udfordringsmæssigt sweet spot.

6 -Tag altid spillerne seriøst

Indimellem foreslår en spiller noget, der kan virke helt hen i vejret. “Min figur vil gerne forsøge at reparere det knækkede sværd med det yoghurt, vi fandt i det forladte hus.”. Man kan få lyst til at fnise, men det virker altså bedst at finde en passende neutral grimasse, og lade spilleren forsøge og fejle … eller have succes med en plan, du ikke selv havde overvejet, og ikke havde fantasi til at kunne se lykkes. Selvom man indimellem i klasserummet kan blive mødt med ideer og forslag, der simpelthen kan virke totalt langt ude, så kan det tit betale sig, at lægge ansigtet i de rette folder, og seriøst undersøge, hvad det er eleven taler om. Eleven kan gøre sine egne erfaringer, og du kan muligvis bliver klogere i processen.

7 – Lad spillernes valg have indflydelse på spillet

Når spillerens alternative tanker tages seriøst, er det vigtigt at disse får indflydelse på på spillet. -Også selvom det betyder at din game-plan ryger ud af vinduet – for nu. Eftersom spillerne ikke vidste, hvad du havde i tankerne, kan det altid hives frem igen på et andet tidspunkt, så forberedelsen ikke har været forgæves. Forestil dig, at du spiller bas i et jazz-band. Vær den, der bestemmer tempo, toneart og stemning, men lad spillerne om melodien – også selvom det bringer spillet helt andre steder hen end du måske havde tænkt dig til at starte med. Hvis spillerne føler sig “rail-roadet”, kørt på skinner igennem en kulisse, så holder spillet op med at være interessant. Det samme gælder for elever i et klasserum.

8 – Forberedelse, forberedelse, forberedelse … og improvisation – masser af improvisation

At være Game Master er ikke let, men det hjælper at have en plan, og en backup plan, og en backupplan mere, og derudover være parat til at afvige fra planen, når spillerne agerer helt anderledes end du havde forventet, og hvis du løber helt tør for både planlægning og improvisation, fordi tingene bare tog en helt anden drejning end du havde forventet, så meld ud, stop aktiviteten, til du har haft tid til at forberede noget mere, og igen er klar til at fortsætte. Det understøtter også spillernes følelse af, at de rent faktisk er med til at skabe spillet. De er ikke bare tilskuere.

9 – Leg!

Når vi leger eller spiller sammen, skabes der er en magisk cirkel, der muliggør alternative handlemønstre. Vi påtager os en rolle, spiller spillet, og accepterer at vi må slå hinanden hjem i Ludo, og at man må ødelægge hinandens materiel i sænke slagskibe. Den samme effekt kan opnås i klasselokale hvis vi rammesætter en aktivitet som en leg eller et spil – også selvom det “bare” er, at elevens opgave bliver stillet af en imaginær quest giver, som læreren har opfundet til lejligheden. Der sker noget magisk når vi leger, og lader som om.

10 – Ekspliciter de uskrevne regler

Når man spiller rollespil er der række eksplicitte regler, der handler om figurernes evner, udstyr og handlemuligheder, med der er også en lang række implicitte regler, som skal overholdes for at spillet kan gennemføres. Det kan være at vente på tur, sidde stille, tale roligt, ikke forlade rummet i utide og lign. Det er ikke alle spillere eller elever, der har de samme implicitte regler med hjemmefra. Derfor er det altid en god idé, at eksplicitere de implicitte regler. Enten ved at sige dem højt, ofte, eller ved at lade spillerne, eleverne i fællesskab definere de fælles regler, ved at skrive reglerne på væggen, eller en kombination af alle tre.

 

 nation of all three .[:]


Om Tore

Tore er stifter og ejer af firmaet Skolen i spil, der holder foredrag, kurser og workshops om spil og gamification. Han er uddannet pædagog, med en baggrund indenfor IT. Siden år 2000 har han arbejdet med spil og læring, og er nu en af landets førende eksperter på området. Tore er erfaren foredragsholder, og har bl.a. talt på New York University, Den internationale spilfestival Counterplay, Danmarks læringsfestival, Danmarks største spilfestival Game Scope og LEGO Education IDEA Workshop.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

3 thoughts on “10 ting rollespil har lært os om undervisning