50, 100, 10.000 og andre tal


Jeg kan godt lide tal. Det er ikke nogen hemmelighed, og i dag vil jeg gerne dele nogle tal med jer.

Forleden havde vi en klasse-refleksion hvor vi bl.a. spurgte eleverne om hvilke af de færdigheder, de oprindeligt mente de trænede i Wolfenstein Enemy Territory, de nu har en oplevelse af at være blevet bedre til. Det så sådan her ud:

Hver pil opad er en af de 8 elever der har en oplevelse af at de er blevet bedre til den beskrevne færdighed. Nogle af beskrivelserne kan virke lidt kryptiske, men i essensen er, at:

62,5% af eleverne oplever at de har fået nemmere ved at samarbejde, nemmere ved at vise andre respekt, nemmere ved at udholde frustrationen når kampene bliver lange, og de ikke er placeret i øverst i ranglisterne

87,5% oplever at det er blevet nemmere at få sagt undskyld når de kommer til at lave en fejl der går ud over andre, og samme procentdel oplever at det er blevet nemmere at tage imod en undskyldning og sige “skidt pyt”

100% fortæller at det er blevet nemmere at fastholde et fast fokus/at styre sin opmærksomhed, og at hæmme sine impulser så man ikke bare skyder på alt hvad der rører sig,

Det er jo alt sammen meget godt. Det betyder jo at de er blevet bedre til at spille spillet. Det mest interessante er dog, at eleverne også oplever at disse færdigheder er anvendelige uden for spillet. F.eks. at det er blevet nemmere at få sagt undskyld hvis man kommer til at puffe til nogen i garderoben på vej ud til frikvarter, og at det også er blevet nemmere at tage imod en sådan undskyldning og sige “skidt pyt”. Færdighederne kan altså også bruges “off-game”.

…Og når vi nu alligevel er off-game, så oplever 50% af vores elever også, at det faktisk er blevet nemmere at læse. De fortæller at den opmærksom som spillet kræver af dem, minder meget om det de skal for at læse, og at det simpelthen er blevet nemmere at holde øjnene rettet mod det rigtige sted i teksten.

Det var de fleste af tallene.

Det sidste, 10.000, er det jer, der er ansvarlige for. I løbet af ugen rundede vores blog nemlig 10.000 sidevisninger siden august sidste år. Da Stine i sin tid sagde “Skal vi ikke også lave en blog?”, sagde jeg noget i retningen af “Det gør du bare!”, mens jeg tænkte at det var der nok ikke nogen der var interesseret i alligevel. Ak ja. Klogere kan man altid blive. 😉

Ti-tusind tak for interesseren, og dit besøg. 😀


Om Tore

Tore er stifter og ejer af firmaet Skolen i spil, der holder foredrag, kurser og workshops om spil og gamification. Han er uddannet pædagog, med en baggrund indenfor IT. Siden år 2000 har han arbejdet med spil og læring, og er nu en af landets førende eksperter på området. Tore er erfaren foredragsholder, og har bl.a. talt på New York University, Den internationale spilfestival Counterplay, Danmarks læringsfestival, Danmarks største spilfestival Game Scope og LEGO Education IDEA Workshop.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *