Leap of faith 2 comments


Vi kender det allesammen. Eller – jeg forestiller mig, at alle kender det. Særligt kan jeg huske det fra min barndom. Den måde tiden indimellem bare forsvinder. En god leg, der pludselig er slut før man ved af det, sommerferien der på et tidspunkt virkede uendelig, men vupti – så starter skolen sørme igen.

Det føles som om det var i sidste uge vi startede op med 6.b på Skovbyskolen, men nu er det allerede december, og vi har netop startet det sidste forløb vi, når at afvikle som konsulenter for Skanderborg kommune i denne omgang. Aftalen med Den innovative folkeskole løber kun til d. 1/1. Lige i underkanten af et halvt årsværk til hver af os.

Det sidste forløb, det vi netop er gået igang med, foregår på Gyvelhøjskolen i Galten, hvor de seje lærere omkring 3. årgang har kastet sig ud i at prøve kræfter med vores metode. Rigtigt seje lærere, og rigtigt seje børn. Det er benhårdt at starte 3 klasser op på én gang, men det er mindst lige så sjovt. Og det er vigtigt. Når det vi laver er sjovt, sker der nogengange det, at vi havner i en tilstand af flow. At vi bliver så optagede af det vi laver, at vi glemmer tid og sted.

Meget apropros, så har vi været ude på Silkeborg seminarium for at holde en 3 timers workshop for en gruppe studerende, der i den grad er optagede af lærerfaget. Jægerne kalder de sig. De er sultne efter ny viden og opsøger, og arrangerer selv events, som de mener kan give dem bedre forudsætninger, når de engang er færdiguddannede. Kudos! Det var rigtigt skægt, og fedt at opleve hvordan de brænder for faget – og skægt at se dem lege tag-fat-det-nu! på gangene. 😉

Hvorom alting er, så er vores tid med Den innovative folkeskole ved at rinde ud, og derfor har vi taget en stor beslutning. Vi har sagt vores stillinger som henholdsvis lærer og pædagog op, for at starte vores egen konsulentvirksomhed. Det har været under opsejling længe, men alligevel gav det et voldsomt sug i maven at skrive under på opsigelserne. Det er stadig lidt surrealistisk at tænke på, at vi pr. 1/1-2015 skal tjene til dagen og vejen som selvstændige.

Vi har mange bolde i luften, men ingen af dem er landet sikkert endnu, så det er stadig med uro i maven, at kalenderen tikker afsted mod nytårsaften. Vi ved med andre ord ikke præcist, hvad vi skal lave, men vi ved at vi skal videre, vi skal ud. Det her halve år har været den fedeste leg nogensinde, og vi er ikke parate til at stoppe festen.

Det så sådan her ud,

men det føltes sådan her…

Men det har været fedt og nu er vi klar til at level up – og det er jo altid med spænding, lidt klamme håndflader og en god makker ved sin side at man klarer det bedst…

Læs med her på bloggen – også i det nye år!

Stine & Tore

GG!


Om Tore

Tore er stifter og ejer af firmaet Skolen i spil, der holder foredrag, kurser og workshops om spil og gamification. Han er uddannet pædagog, med en baggrund indenfor IT. Siden år 2000 har han arbejdet med spil og læring, og er nu en af landets førende eksperter på området. Tore er erfaren foredragsholder, og har bl.a. talt på New York University, Den internationale spilfestival Counterplay, Danmarks læringsfestival, Danmarks største spilfestival Game Scope og LEGO Education IDEA Workshop.


Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 thoughts on “Leap of faith