LORTESPIL!!


Så er der liv på bloggen igen. Det er ikke fordi vi ikke har lavet noget, eller ikke har haft noget at skrive om. Tværtimod. Siden sidst har vi afsluttet 2 forløb. Robot Arena 2/koordinatsystemet og LEGO/Byg og konstruer. Begge forløb delte en fælles finale; At vi byggede LEGO Mindstorms robotter og programmerede dem. Efter vores elever havde bygget efter instruktionerne, og programmeret robotterne til at checke farven på bolde og kun skyde til de røde, gav vi dem en friere opgave. -De skulle få deres robotter til at danse. Ikke én ad gangen, men som et hold. Det var en mægtig skægt og god opgave (tak for ideen Sophie!) … og forøvrigt en helt iorden dans ungerne fik skruet sammen … og en flot præstation fra robotternes side. 😀


I den følgende klasserefleksion om de nyligt afsluttede forløb snakkede vi om hvad det egentligt betyder at noget er kedeligt. Ungerne kom frem til at kedeligt som regel betyder, “man er på dybt vand”, det er for svært, for let, eller at man føler man har udtømt sine muligheder. Men også at de efterhånden er blevet opmærksomme på, at når tingene bliver svære er de som regel igang med at træne en færdighed. Og at de får mest ud af at hænge i, holde ud og prøve igen og igen indtil det lykkes.

Derudover har vi afholdt vores længe ventede LAN-party. Vi havde bedt elevernes forældre om lov til at beholde deres børn fra fredag eftermiddag kl. 15 til lørdag formiddag kl. 10. Vi ville gerne give ungerne en god oplevelse, ryste dem tættere sammen efter klasseudviddelsen på 2 nye børn i januar, og have tid og ro til at lære dem at spille det “nye” spil som vi forventer at kunne hænge vores undervisning op på de næste mange måneder. Det foregik efter alle kunstens regler med slik, popcorn, sodavand og Pizza.

Udsigten fra min vante GM-plads, her prydet med pizza, sodavand, godt humør og fnis. Masser af fnis!!

Vi ville lære “vores” drenge at spille The Lord of the Rings Online, eller LotRO i daglig tale. Vi startede med, at børnene hver især fik en mail fra Gandalf den Grå, der tog dem i ed, og bad dem underskrive en bindende aftale om hvordan de skal forholde sig til det at spille et MMORPG (Massive Multiplayer Online Role Playing Game).

Helteeder og aftaler der bare venter på at blive skrevet under så eventyret kan begynde.

Det viste sig forøvrigt at være en god disposition, at sørge for tid og ro til at lære spillet. Det er lidt svært til at begynde med. Der er rigtigt mange muligheder, og rigtigt meget at sætte sig ind i. – og ALT foregår på engelsk. Det var ikke få gange at udbrud som “LORTESPIL!!” eller “F*ck hvor er det bare kedeligt!
” sønderrev luften i spillerummet, der ellers var tyk af koncentration. Heldigvis blev udsagnene også indimellem fulgt op med ord i retningen af: Når jeg synes det bliver uoverskueligt kommer jeg altså nogen gange til at kalde det for et lortespil.

Omkring kl. 22 følte vi os rimeligt sikre på, at alle børnene havde knækket koden og havde “købt” spillet, og så gav vi frit spil, og der gik totalt meget Minecraft og Starcraft II i den … og mindsandten om ikke også der var et par elever der ikke havde fået nok lotro i de 6 timers intensivt kursus de netop havde været tærsket igennem. 😉
Kl 03.45 gav vi dem et kvarter før vi lukkede vi festen! De brokkede sig – som forventet- og da der var gået to minutter, gik de i seng!!!
Tidligt op næste morgen, nybagte boller fra en forældre, grin og gab!
Sikke en dag!
Tak!


Om Tore

Tore er stifter og ejer af firmaet Skolen i spil, der holder foredrag, kurser og workshops om spil og gamification. Han er uddannet pædagog, med en baggrund indenfor IT. Siden år 2000 har han arbejdet med spil og læring, og er nu en af landets førende eksperter på området. Tore er erfaren foredragsholder, og har bl.a. talt på New York University, Den internationale spilfestival Counterplay, Danmarks læringsfestival, Danmarks største spilfestival Game Scope og LEGO Education IDEA Workshop.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *