HISTORIEN


Historien bag Skolen i spil

I 2011 arbejdede Tore på specialskolen på Columbusskolen i Skanderborg Kommune. Klassen bestod af 4 elever i svære læringsvanskeligheder. Med traditionelle undervisningsformer kunne de undervises i ca. 2 x 15 minutter på en skoledag. Resten af tiden gik med at trøste dem, pille dem ned fra gardinerne og stoppe slåskampe.

Tore opdagede, at når han spillede bordrollespil som Dungeons & Dragons med eleverne, kunne de mange af de ting, som de ellers havde svært ved. De kunne sidde stille, lytte opmærksomt, koncentrere sig, reflektere over og diskutere vanskelige sociale problemstillinger – i timevis. Når der blev spillet rollespil var det ofte Tore, der havde brug for pauser, ikke børnene. En tanke slog ned i ham;

Måske er der ikke noget galt med eleverne. Måske er der noget galt med måden vi underviser dem på!

Derfor forsøgte Tore at finde ud af, hvad det var, der virkede i rollespillet, og hvordan det kunne overføres til den almindelige skoledag. Senere blev elementer fra rollespillene systematisk inddraget i klasselokalet.

Børnene blev belønnet med de samme sølvmønter, som de kendte fra bordrollespillene, når de f.eks. kom ind til time, puttede deres madpakke i køleskabet eller rakte hånden i klassen. Eleverne fik umiddelbar og positiv feedback i form af sølvmønter, og efterhånden kom der mere ro i timerne og eleverne fik større udbytte af undervisningen. Sølvmønter tjent i klassen, kunne bruges i rollespillet.

Systemet fungerede godt for Tore, men det var en udfordring for kollegerne at kopiere det, da ingen af dem havde erfaringer med at spille rollespil. Derfor opstod ideen om, at skifte Tore ud som Game Master med computerspil, for at gøre nemmere for andre at kopiere tilgangen og resultaterne.

Det viste sig, at inddragelsen af computerspil havde større virkning, end først antaget. Især fordi det åbnede op for en ny måde at arbejde med elevernes eksekutive kompetencer, men også fordi det frigjorde ressourcer, som tidligere havde været brugt på, at sikre afviklingen af spillet, til at indtage rollen som medspiller, guide og vejleder.

Den almindelige skoledag var nu lavet så meget om, at det godt kunne virke skræmmende for andre lærere, at skulle forholde sig til klassen, der nærmest havde sit eget sprog og egne regler. Men som Tanja Thybo oplevede, da hun skulle have klassen en hel dag, så var det slet ikke så farligt, som man kunne tro.

"Det var fedt at opleve, at de var som et hold. Det kan være helt uoverskueligt for eleverne her [på specialskolen], hvis de oplever at mangle papirer eller opgaver, men de hjalp hinanden. 'Kom nu, du kan godt', lød det fra en elev til en anden. Det har jeg aldrig tidligere oplevet på samme måde hverken i specialområdet eller i en normalklasse. For at blive færdige samtidig, så de kunne spille sammen, hjalp eleverne hinanden. Der er tale om empati og social træning"

Tanja Thybo, lærer (folkeskolen, https://www.folkeskolen.dk/537533/vikar-i-gbl-klassen)

Inden for de første 3 måneder, hvor eleverne øvede sig på at holde koncentration og fokus på et svært computerspil vi havde valgt, gik klassen fra at kunne undervises 15 minutter ad gangen, til at kunne arbejde fagligt i 90 minutter. Det gav også mere overskud i det pædagogiske arbejde. I løbet af de 2 år, hvor klassen modtog undervisning med Skolen i spil-metoden, voksede den fra 4 til 8 elever, samtidig med at teamet blev reduceret fra 3 til 2 voksne. 3 af de 8 elever kom desuden tilbage til folkeskolens almenmiljø uden støtte. Det er ganske usædvanligt for elever på Columbusskolen. Normalt fortsætter eleverne på en ny specialskole for større børn, når de bliver for gamle til Columbusskolen.

Udover de sociale fremskridt, som gjorde at vi bedre kunne undervise eleverne, blomstrede deres faglige formået også. Deres nationale test-resultater gik 121% frem i gennemsnit. Det svarer til at flere af eleverne indhentede deres jævnaldrende i normalområdet og enkelte overhalede dem endda. En elev var f.eks. aldersmæssigt en 3. klasses elev, da vi testede ham første gang. Her testede han under middel på 2. klasses niveau. Da han fik muligheden for at tage en tilsvarende test 1½ år senere, placerede de nationale tests ham over middel på 4. klassetrin.

Marianne Birkeslund, mor til en af eleverne, udtalte i december 2013 til Folkeskolen:

»Jeg har været så bekymret for Marks fremtid tidligere, så jeg var åben over for alt, da de talte om computerspil her på skolen. Og jeg oplevede, at Mark blev motiveret. Pludselig ville han gerne i skole, og han var træt om aftenen. Børnene lærer begreber som evaluering og analyse. De er over niveau for deres alder på mange måder. De spillede jo egentlig ikke så meget, det handlede mere om, at de talte om spillene og om alt det faglige, spillene indeholder. De fik succeser og nederlag og lærte at tackle det. Det er noget, der er vigtigt at have med ud i livet«  (https://www.folkeskolen.dk/537472/mark-har-faaet-mere-selvvaerd )

Der var der, efter 2 år, at en ny tanke bed sig fast. Hvis elever, der er blevet erklærede uegnede til at modtage undervisning, kan overhale deres jævnaldrende på 2 år; hvad ville der så ske hvis vi brugte vores undervisning i almenområdet?

Skanderborg Kommune var med på, at det skulle prøves af. Efter en tårevædet afsked med eleverne på specialskolen, begyndte ½ år som konsulent hvor lærerteams på tværs af kommunen blev sat i gang med at arbejde med Skolen i spil-metoden.

Metoden blev tilpasset, så den også kunne fungere med 30 elever og én lærer. Mathilde Kock Nielsen, en af de lærere vi introducerede til vores undervisning har senere udtalt, at:

“Metoden gav en helt ny dynamik i klassens samarbejde, og jeg ser stadig den respekt blandt børnene, som udviklede sig under forløbet.” (citat fra evaluering)

I løbet af dette halve år havde de igangsatte klasser besøg af flere specialestuderende og forskere. Navnligt Thorkild Hanghøj fra Aalborg Universitet i København, der også havde fulgt vores arbejde på specialskolen mente, at der burde forskes i Skolen i spil-metoden. Med Thorkild som projektleder blev der søgt om midler hos Egmont Fonden, som heldigvis takkede ja.

Resten er historie, som man siger…